onsdag den 22. juli 2009

En god bruser og Danube deltaet

Nu var varmen for alvor kommet til Bukarest også. 35 grader i en by næsten uden vand og grønt er meget varmt. Vi "skyndte" os videre mod kysten. Skyndte os er måske lidt for meget sagt, for det sidste (og eneste) tog gik allerede om morgenen og var fremme om aftenen (på den korte strækning :-/). Vi fandt en bus istedet. Og den blev selvfølgelig 2 timer forsinket, så det alligevel blev en lang køretur. Denne gang pga. uheld på vejen. Vi kunne heller ikke nå vores destination, Sulia den dag, så vi måtte tage en overnatning i kystbyen Constanta. Vi ankom kl.22 om aftenen og fandt taxa til et hostel, der simelthen var så ulækkert at Signe måtte kapitulere og søge efter noget pænere at bo i. Vi endte derfor på et 3-stjernet hotel og DET var fedt. Man sætter virkelig pris på bare et rent lagen og en god bruser, når man ellers bor på de billigste steder, der er at finde hele tiden... Og det bedste af det hele var morgenmadsbuffeten, hvor der både var frugt og yoghurt. Jeg tror den var blevet dødsdømt på 2. sek. herhjemme, men efter hvad vi efterhånden havde vænnet os til, var det helt fantastisk med lidt mere end tørt brød og fåreost. Det ærgelige var bare at den skulle indtages sammen med røgen fra de stor-rygende turister på nabobordet.
Dagen efter bus mod Tulcea og nåede på et hængende hår den sidste færge mod Sulina. Sulina er en fiskerby med 5000 indbyggere "hanging on the edge of Europe", som Lonely Planet beskriver den. den ligger yderst i Danube deltaet, helt ud mod Sortehavet. Sejlturen med katemaranen tog 3 timer gennem kedelige mudder-kanaler. Ikke så romantisk som vi havde forestillet os at deltaet var. Igen havde Ceaucescu været på spil her og fået befolkningen til at grave kanaler, så han kunne føre floderne gennem Europa helt ud til havet. Derved ville han skabe vand-forbindelse fra vest til Østeuropa. Derfor er mange af kanalerne helt lige. Og det tager selvfølgelig noget af charmen. Samtidig var landskabet tørt og fladt.
Da vi ankom, blev vi som sædvanlig overfaldet af folk, der ville tilbyde cazas (privat overnatning) i den lille by. Vi gik med en af dem og fik meget privat ovarnatning i hendes hus. Sulina er i de seneste år blevet populært for sin strand, som nogle bruger som alternativ til de overfyldte strande længere nede af kysten. Da vi nåede stranden blev vi enige om, at det var der vi skulle sætte vores telt op den følgende nat.
Vi mødte samtidig en spøjs fyr, der ville sælge os sejltur i kanalerne den følgende dag. det er altid svært at lure om man bliver snydt i den slags situationer. Vi fik talt længe med ham over en øl. Han var udover at være "turistfælde" også uddannet kirkemaler. Dvs. han restaurerede kirkemalerier. om vi blev snydt ved vi ikke, men vi havde en fin tur i deltaet kanaler den følgende dag. Det var rat at se de lidt mindre og smallere kanaler, som var langt mere det vi havde håbet på.
Isfugle, storke, svaner, pelikaner, hejrer, skilpadder var nogle af de dyr det vrimlede med. Til sidst fik vi en sejltur gennem en KÆMPE flok skarver og pelikaner, der lå og fiskede lidt uden for kanalerne.
Teltet op på stranden, meget meget hyggeligt. Desværre ikke meget søvn pga. de festlige teenagere, der sad lige ved siden af vores telt, strandens bar, der havde meget store højtalere og meget dårlig musik og de 40 graders varme, der havde samlet sig inden i teltet.
En smuk morgen derimod. Vi skulle op sammen med solen kl.5 for at nå færgen tilbage til Tulcea. Derfra videre med diverse busser til kystbyen Doi Mai.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar