Aften i Doi Mai
torsdag den 23. juli 2009
De sidste dage ved Sortehavet
Turen til strandende ved Doi Mai gik forholdsvis smertefrit. Vi mødte en gut fra Bukarest, en bankmand på vores egen alder der senere viste sig at være nudist og småfilosofisk. Vi fulgtes ad, og på den måde strøg vi afsted uden sprogproblemer og orienteringsvanskeligheder. Han var faktisk også årsagen til at Doi Mai blev vores destination, fremfor feks. resort-området Mamaia, som han med væmmelse fortalte om. Vi fandt et ok sted at bo, et grønt sted med masser af blomster og en lille pool. Vi havde egentlig aftalt at vi skulle bo i total luksus de sidste tre dage, men det fandtes simpelthen ikke i Doi Mai. Strandbyen er idag stedet hvor de mere afslappede og boheme typer slår sig ned om sommeren. Det er meget mere afslappet end sine naboer og tiltrækker derfor flere og flere mennesker hvert år. Det varer nok ikke så længe.
Selve kysten var faktisk en anelse skuffende. Det er altid svært at blive positivt overrasket over gode strande når man kommer fra Danmark. Vi havde selvfølgelig regnet med at de var overfyldte, men de var samtidig lidt beskidte og vandet var knap så klart. Vi fandt heldigvis en gammel fiskermole som vi indtog og udnyttede alle tre dage. Her var absolut ingen mennesker og vandet var meget friskere. Vi købte proviant og indtog både morgenmad og frokost derude, næsten uden at forlade molen hele dagen. En enkelt gang drog vi til Vama Veche lidt længere sydpå. Det var som at tage på Roskilde. Der var telte alle vegne, og små boder med mad, smykker og badedyr. Folk var spritstive og godt igang med festen. Det var sjovt at se, men vi var glade for vores mere rolige base. Vi mødtes lidt med vores nye bankven og hans veninde, og kom helt ned i gear inden hjemturen.
Vi var nødt til at tage en sidste overnatning i Bukarest, fordi transportsystemet er så dårligt at vi ikke turde satse på det samme dag vi skulle nå flyet. Bukarest var som vi oplevede det de andre gange meget buzy og enerverende. Det lykkedes os næsten at blive overfaldet af en gadehund som havde set sig sur på os. Signe strøg panikslagen afsted mens Magnus måtte dække med tasken så den ikke bed i nogen. Rabies er meget udbredt og vi havde virkelig ikke lyst til en tur på sygehuset. Sådan en møgkøter.
Et sidste kærligt farvel fra Rumænerne fik vi at føle den dag vi tog hjemad. Vi havde åbenbart ikke forstået billetsystemet i busserne og fik derfor lov til at betale en bøde. Alle vores frustrationer og irritationer over rumænernes manglende smil, åbenhed, hjælpsomhed og forfærdelige mad kom ud af Magnus' mund, direkte i hovedet på de to snotdumme kontrollører der ikke forstod at det var hjælp og ikke straf vi turister har brug for. Aaaaarh!!
Selve kysten var faktisk en anelse skuffende. Det er altid svært at blive positivt overrasket over gode strande når man kommer fra Danmark. Vi havde selvfølgelig regnet med at de var overfyldte, men de var samtidig lidt beskidte og vandet var knap så klart. Vi fandt heldigvis en gammel fiskermole som vi indtog og udnyttede alle tre dage. Her var absolut ingen mennesker og vandet var meget friskere. Vi købte proviant og indtog både morgenmad og frokost derude, næsten uden at forlade molen hele dagen. En enkelt gang drog vi til Vama Veche lidt længere sydpå. Det var som at tage på Roskilde. Der var telte alle vegne, og små boder med mad, smykker og badedyr. Folk var spritstive og godt igang med festen. Det var sjovt at se, men vi var glade for vores mere rolige base. Vi mødtes lidt med vores nye bankven og hans veninde, og kom helt ned i gear inden hjemturen.
Vi var nødt til at tage en sidste overnatning i Bukarest, fordi transportsystemet er så dårligt at vi ikke turde satse på det samme dag vi skulle nå flyet. Bukarest var som vi oplevede det de andre gange meget buzy og enerverende. Det lykkedes os næsten at blive overfaldet af en gadehund som havde set sig sur på os. Signe strøg panikslagen afsted mens Magnus måtte dække med tasken så den ikke bed i nogen. Rabies er meget udbredt og vi havde virkelig ikke lyst til en tur på sygehuset. Sådan en møgkøter.
Et sidste kærligt farvel fra Rumænerne fik vi at føle den dag vi tog hjemad. Vi havde åbenbart ikke forstået billetsystemet i busserne og fik derfor lov til at betale en bøde. Alle vores frustrationer og irritationer over rumænernes manglende smil, åbenhed, hjælpsomhed og forfærdelige mad kom ud af Magnus' mund, direkte i hovedet på de to snotdumme kontrollører der ikke forstod at det var hjælp og ikke straf vi turister har brug for. Aaaaarh!!
onsdag den 22. juli 2009
En god bruser og Danube deltaet
Nu var varmen for alvor kommet til Bukarest også. 35 grader i en by næsten uden vand og grønt er meget varmt. Vi "skyndte" os videre mod kysten. Skyndte os er måske lidt for meget sagt, for det sidste (og eneste) tog gik allerede om morgenen og var fremme om aftenen (på den korte strækning :-/). Vi fandt en bus istedet. Og den blev selvfølgelig 2 timer forsinket, så det alligevel blev en lang køretur. Denne gang pga. uheld på vejen. Vi kunne heller ikke nå vores destination, Sulia den dag, så vi måtte tage en overnatning i kystbyen Constanta. Vi ankom kl.22 om aftenen og fandt taxa til et hostel, der simelthen var så ulækkert at Signe måtte kapitulere og søge efter noget pænere at bo i. Vi endte derfor på et 3-stjernet hotel og DET var fedt. Man sætter virkelig pris på bare et rent lagen og en god bruser, når man ellers bor på de billigste steder, der er at finde hele tiden... Og det bedste af det hele var morgenmadsbuffeten, hvor der både var frugt og yoghurt. Jeg tror den var blevet dødsdømt på 2. sek. herhjemme, men efter hvad vi efterhånden havde vænnet os til, var det helt fantastisk med lidt mere end tørt brød og fåreost. Det ærgelige var bare at den skulle indtages sammen med røgen fra de stor-rygende turister på nabobordet.
Dagen efter bus mod Tulcea og nåede på et hængende hår den sidste færge mod Sulina. Sulina er en fiskerby med 5000 indbyggere "hanging on the edge of Europe", som Lonely Planet beskriver den. den ligger yderst i Danube deltaet, helt ud mod Sortehavet. Sejlturen med katemaranen tog 3 timer gennem kedelige mudder-kanaler. Ikke så romantisk som vi havde forestillet os at deltaet var. Igen havde Ceaucescu været på spil her og fået befolkningen til at grave kanaler, så han kunne føre floderne gennem Europa helt ud til havet. Derved ville han skabe vand-forbindelse fra vest til Østeuropa. Derfor er mange af kanalerne helt lige. Og det tager selvfølgelig noget af charmen. Samtidig var landskabet tørt og fladt.
Da vi ankom, blev vi som sædvanlig overfaldet af folk, der ville tilbyde cazas (privat overnatning) i den lille by. Vi gik med en af dem og fik meget privat ovarnatning i hendes hus. Sulina er i de seneste år blevet populært for sin strand, som nogle bruger som alternativ til de overfyldte strande længere nede af kysten. Da vi nåede stranden blev vi enige om, at det var der vi skulle sætte vores telt op den følgende nat.
Vi mødte samtidig en spøjs fyr, der ville sælge os sejltur i kanalerne den følgende dag. det er altid svært at lure om man bliver snydt i den slags situationer. Vi fik talt længe med ham over en øl. Han var udover at være "turistfælde" også uddannet kirkemaler. Dvs. han restaurerede kirkemalerier. om vi blev snydt ved vi ikke, men vi havde en fin tur i deltaet kanaler den følgende dag. Det var rat at se de lidt mindre og smallere kanaler, som var langt mere det vi havde håbet på.
Isfugle, storke, svaner, pelikaner, hejrer, skilpadder var nogle af de dyr det vrimlede med. Til sidst fik vi en sejltur gennem en KÆMPE flok skarver og pelikaner, der lå og fiskede lidt uden for kanalerne.
Teltet op på stranden, meget meget hyggeligt. Desværre ikke meget søvn pga. de festlige teenagere, der sad lige ved siden af vores telt, strandens bar, der havde meget store højtalere og meget dårlig musik og de 40 graders varme, der havde samlet sig inden i teltet.
En smuk morgen derimod. Vi skulle op sammen med solen kl.5 for at nå færgen tilbage til Tulcea. Derfra videre med diverse busser til kystbyen Doi Mai.
Dagen efter bus mod Tulcea og nåede på et hængende hår den sidste færge mod Sulina. Sulina er en fiskerby med 5000 indbyggere "hanging on the edge of Europe", som Lonely Planet beskriver den. den ligger yderst i Danube deltaet, helt ud mod Sortehavet. Sejlturen med katemaranen tog 3 timer gennem kedelige mudder-kanaler. Ikke så romantisk som vi havde forestillet os at deltaet var. Igen havde Ceaucescu været på spil her og fået befolkningen til at grave kanaler, så han kunne føre floderne gennem Europa helt ud til havet. Derved ville han skabe vand-forbindelse fra vest til Østeuropa. Derfor er mange af kanalerne helt lige. Og det tager selvfølgelig noget af charmen. Samtidig var landskabet tørt og fladt.
Da vi ankom, blev vi som sædvanlig overfaldet af folk, der ville tilbyde cazas (privat overnatning) i den lille by. Vi gik med en af dem og fik meget privat ovarnatning i hendes hus. Sulina er i de seneste år blevet populært for sin strand, som nogle bruger som alternativ til de overfyldte strande længere nede af kysten. Da vi nåede stranden blev vi enige om, at det var der vi skulle sætte vores telt op den følgende nat.
Vi mødte samtidig en spøjs fyr, der ville sælge os sejltur i kanalerne den følgende dag. det er altid svært at lure om man bliver snydt i den slags situationer. Vi fik talt længe med ham over en øl. Han var udover at være "turistfælde" også uddannet kirkemaler. Dvs. han restaurerede kirkemalerier. om vi blev snydt ved vi ikke, men vi havde en fin tur i deltaet kanaler den følgende dag. Det var rat at se de lidt mindre og smallere kanaler, som var langt mere det vi havde håbet på.
Isfugle, storke, svaner, pelikaner, hejrer, skilpadder var nogle af de dyr det vrimlede med. Til sidst fik vi en sejltur gennem en KÆMPE flok skarver og pelikaner, der lå og fiskede lidt uden for kanalerne.
Teltet op på stranden, meget meget hyggeligt. Desværre ikke meget søvn pga. de festlige teenagere, der sad lige ved siden af vores telt, strandens bar, der havde meget store højtalere og meget dårlig musik og de 40 graders varme, der havde samlet sig inden i teltet.
En smuk morgen derimod. Vi skulle op sammen med solen kl.5 for at nå færgen tilbage til Tulcea. Derfra videre med diverse busser til kystbyen Doi Mai.
Bukarest
Palace of parlaiment. rygterne siger, at glastaget i denne sal skulle kunne åbnes, så der kunne lande en helikopter inden for... det er vist bare rygter!!
Palace of Parliament
Cheaucescu var som sagt en mand mad mange vanvittige projekter. Et af de største var helt klart Palace of parliament i Bukarest. Verdens næststørste bygning efter Pentagon. For at bygge dette gigantiske hus, ryddede han 1/6 af Bukarest og genhusede byens beboere i Sovjet-betonslum længere ude. Dette er blandt andet også årsagen til det usandsynligt store antal hunde i byens gader. Det var tidligere familiehunde, men grundet de nye boliger uden udeareal blev hundene smidt på gaden og mange har siden da været delvist vilde.
Nå, men tilbage til bygningen. Vi fik en rundvisning i de over 3000 rum, dvs. vi nåede kun gennem en håndfuld af de mest imponerende. Byggeprocessen af Parlamentet blev opstartet i 1983 og først afsluttet efter Ceaucescus død i '89. På trods af de kun 25 år på bagen, er arkitekturen en famlen i ældre, endda meget gamle, stilarter. Det er en besynderlig kopi af flere hundrede år gammel byggestil uden nogensinde at blive en fortolkning med et mere moderne præg. Men anyway var det imponerende, fordi det var så overvældende stort og spækket med dyre materialer og godt hændværk.
Parlamentet kostede 3,3 mia. at bygge, og så alligevel ikke, for Rumæniens daværende leder betalte hverken for materialer eller for at få udført arbejdet. Han 'fik' hvad han ville have og kaldte byggearbejdet for en slags samfundstjeneste. Craaazy!
Nå, men tilbage til bygningen. Vi fik en rundvisning i de over 3000 rum, dvs. vi nåede kun gennem en håndfuld af de mest imponerende. Byggeprocessen af Parlamentet blev opstartet i 1983 og først afsluttet efter Ceaucescus død i '89. På trods af de kun 25 år på bagen, er arkitekturen en famlen i ældre, endda meget gamle, stilarter. Det er en besynderlig kopi af flere hundrede år gammel byggestil uden nogensinde at blive en fortolkning med et mere moderne præg. Men anyway var det imponerende, fordi det var så overvældende stort og spækket med dyre materialer og godt hændværk.
Parlamentet kostede 3,3 mia. at bygge, og så alligevel ikke, for Rumæniens daværende leder betalte hverken for materialer eller for at få udført arbejdet. Han 'fik' hvad han ville have og kaldte byggearbejdet for en slags samfundstjeneste. Craaazy!
En stinkende dårlig togtur
Hej igen. Netop hjemvendt til Amager, vil vi nu alligevel skrive om vores sidste par uger i Rumænien, for ligssom at afslutte denne blog ordentligt!!
kan I huske vi skrev at vi nu var overladt til det offentlige transportsystem igen!? Ja det var vi DESVÆRRE... Nattoget til Bukarest viste sig at være en DÅÅÅRLIG oplevelse-. Vi havde ellers på opfordring købt billet til første klasse, så vi kunne få en kupé alene og egentlig glædet os lidt (vi fik hyggelige minder fra den transsibirske jernbane!!). Forventningerne blev hurtigt gjort til skamme, da vores kupé seriøst lugtede af bræk. Der var simpelthen en der havde brækket sig på gulvet. Det synlige var væk, men lugten.....-var IKKE væk. der skulle vi så tilbringe 9 timer (troede vi, for toget var selvfølgelig forsinket 2 timer). Ja så vi skulle tilbringe 11 timer i brækhelvede. Vi sprayede så meget stinkende myggespray på gulvet, for at skjule lugten lidt, at vi gik helt dopede omkuld. Stakkels Magnus var den seje der tog underkøjen helt nede tæt på lugten! Og så er det så typisk Rumænien, at vi bare lige pludselig er på stationen og vi skal løbe ud af toget. Vi havde selvfølgelig stillet vækkeure til halv syv, hvor vi i første omgang skulle være der og sad der helt klar med pakkede tasker og ventede. men da der så ikke skete noget den næste time, lagde vi os tilbage og tog den med ro (så meget som man nu kan i den meget mærkelige blanding af myggespray og bræklugt) Ingen siger at toget er forsinket, ingen siger noget som helst. Der er faktisk ingen til at spørge om noget. og så stopper toget fire fem gange, hvor vi selvfølgelig er i tvivl om det er Bukarest. det var det ikke. Og så alligevel, lige pludselig, så ER det bare Bukarest og så er det om at komme ud i en fart!! Ud til Gara de Nord i Bukarest, hvor bagageopbevaringsdamerne er de sureste sureste sureste damer vi nogensinde har set. Ja da vi endelig når frem til dem. Vi er selvfølgelig blevet sprunget over et par gange undervejs. det er lige som om, at Rumænerne synes de har ret til at møve (og jeg mener MØVE) sig ind foran os i køerne og lades som om vi er luft. Da Magnus siger noget til en ham der tog sig en forlomme i køen, ignorerer han os fuldstændig...Det er bare SÅ provokerende! Bagagedamerne gør som de fleste "service"fags-ansatte. De skænker os ikke et blik. Måske er man "heldig" at få et dybt langt suk når man stiller sig foran deres skranke. Og så skal man lige vente på at de får spillet 7-kabale færdig på deres computer fra 1980. Og så siger de noget på Rumænsk og har absolut ikke tænkt sig at forsøge at prøve på at gestikulere noget som helst, der ville kunne hjælpe os til at forstå lidt. Og de kigger vel at mærke stadig ikke på os. Er det ikke vildt?? det er alle ens fordomme om østeuropa, der desværre bliver bekræftet her!! Men men men, det er jo selvfølgelig ikke alle, og nu skal vi ikke generalisere osv osv.....men det er altså laaangt størstedelen, der opfører sig sådan. Det er simpelthen the way to do it!
kan I huske vi skrev at vi nu var overladt til det offentlige transportsystem igen!? Ja det var vi DESVÆRRE... Nattoget til Bukarest viste sig at være en DÅÅÅRLIG oplevelse-. Vi havde ellers på opfordring købt billet til første klasse, så vi kunne få en kupé alene og egentlig glædet os lidt (vi fik hyggelige minder fra den transsibirske jernbane!!). Forventningerne blev hurtigt gjort til skamme, da vores kupé seriøst lugtede af bræk. Der var simpelthen en der havde brækket sig på gulvet. Det synlige var væk, men lugten.....-var IKKE væk. der skulle vi så tilbringe 9 timer (troede vi, for toget var selvfølgelig forsinket 2 timer). Ja så vi skulle tilbringe 11 timer i brækhelvede. Vi sprayede så meget stinkende myggespray på gulvet, for at skjule lugten lidt, at vi gik helt dopede omkuld. Stakkels Magnus var den seje der tog underkøjen helt nede tæt på lugten! Og så er det så typisk Rumænien, at vi bare lige pludselig er på stationen og vi skal løbe ud af toget. Vi havde selvfølgelig stillet vækkeure til halv syv, hvor vi i første omgang skulle være der og sad der helt klar med pakkede tasker og ventede. men da der så ikke skete noget den næste time, lagde vi os tilbage og tog den med ro (så meget som man nu kan i den meget mærkelige blanding af myggespray og bræklugt) Ingen siger at toget er forsinket, ingen siger noget som helst. Der er faktisk ingen til at spørge om noget. og så stopper toget fire fem gange, hvor vi selvfølgelig er i tvivl om det er Bukarest. det var det ikke. Og så alligevel, lige pludselig, så ER det bare Bukarest og så er det om at komme ud i en fart!! Ud til Gara de Nord i Bukarest, hvor bagageopbevaringsdamerne er de sureste sureste sureste damer vi nogensinde har set. Ja da vi endelig når frem til dem. Vi er selvfølgelig blevet sprunget over et par gange undervejs. det er lige som om, at Rumænerne synes de har ret til at møve (og jeg mener MØVE) sig ind foran os i køerne og lades som om vi er luft. Da Magnus siger noget til en ham der tog sig en forlomme i køen, ignorerer han os fuldstændig...Det er bare SÅ provokerende! Bagagedamerne gør som de fleste "service"fags-ansatte. De skænker os ikke et blik. Måske er man "heldig" at få et dybt langt suk når man stiller sig foran deres skranke. Og så skal man lige vente på at de får spillet 7-kabale færdig på deres computer fra 1980. Og så siger de noget på Rumænsk og har absolut ikke tænkt sig at forsøge at prøve på at gestikulere noget som helst, der ville kunne hjælpe os til at forstå lidt. Og de kigger vel at mærke stadig ikke på os. Er det ikke vildt?? det er alle ens fordomme om østeuropa, der desværre bliver bekræftet her!! Men men men, det er jo selvfølgelig ikke alle, og nu skal vi ikke generalisere osv osv.....men det er altså laaangt størstedelen, der opfører sig sådan. Det er simpelthen the way to do it!
tirsdag den 14. juli 2009
Nu med bil...
Saa er vi tilbage i byen efter at have droenet landet rundt i bil. Vi har haft lejet bil over to omgange. Foerste tur var en bjergrute som Ceausescu i sin tid fik bygget. Lonely Planet kalder det hans mest (eneste?) vellykkede projekt. Og han var som bekendt en mand med MANGE bindegale projekter! Vejen bugter sig gennem bjergkaeden Fagaros, til Rumaeniens hoejeste punkt, hvor der ligger en smuk soe og derefter ned paa den anden side af bjerget. Vejen kaldes de taenkendes vej, da de intelektuelle blev tvunget til at arbejde med byggeriet. En smuk koeretur var det. Og fedt var det ogsaa, at vi saa en bjoern med sin unge staa i vejkanten. Tre meter fra bilen. Vi stoppede op og kiggede lige foran den, men gik dog ikke ligefrem ud af bilen, da vi efterhaanden har hoert mange historier om bjoernene. Hvor er det et fantastisk dyr...taenk engang at de stadig lever frit i naturen her i Europa!! Gad vide hvor laenge de faar lov til det!? Rumaenien har faktisk halvdelen af Europas bjoernebestand. Det uheldige der er ved at ske er desvaerre, at bjoernene kommer meget taet paa mennesker og byer, fordi de spiser skrald fra containere osv. Vi saa faktisk ogsaa en bjoern uden for byen Brasov, hvor vi efter megen moralsk diskussion frem og tilbage bestilte en saakaldt bearwatchingtour, hvor man bliver koert midt ind i et boligomraade kl.21.30 og ser en kaempe bjoern med sine tre unger komme og vaelte containeren og tage en pose skrald med sig ind i skoven... Fuldstaendig surrealistisk oplevelse. Folk tager det meget roligt (alt for roligt ifoelge mange vi har talt med) De staar lige ved siden af dem og tager billeder...nogle har endda proevet at fodre dem med haanden... Det er en helt forkert udvikling at vende bjoernene til mennesker paa den maade! Vi valgte dog at tage med paa turen, da bjoernene alligevel kommer og spiser skraldet om vi kigger eller ej og da vi havde hoert at det var en fantastisk oplevelse. Det der burde ske var, at folk fik buret skraldet ordentligt inde og fik lagt en naturlig afstand til bjoernene igen. Hvert aar draebes der folk af bjoernene her! Vi har dog set bjoerne og det VAR fuldstaendig fantastisk... Naa nok om det.
De sidste fire dage er gaaet i Rumaeniens nordlige del oppe ved Ukraines graense, hvor vi har koert rundt og foelt os som var vi tilbage i 1800-tallet: Hestevogne, traekirker, damplokomotiver, folkedragter, fantastisk ler-strikke-vaeve-haandvark osv osv. Naesten intet har forandret sig de sidste mange hundrede aar. Ingen maskiner, men masser af knoklende rumaenere med leer og river lavet af trae. Fantastisk hvad man kan bygge af trae i det hele taget... Vi boede i et meget autentisk hus og fik hjemmelavet meget autentisk lokal mad hver aften. Maramures, som regionen hed bliver kaldt Rumaeniens hjerte og det kan vi godt forstaa at den goer. En rigtig god oplevelse at komme derop!
Dagen i dag bliver tilbragt i byen Cluj, hvorfra vi kl.22 skal koere i nattog tilbage til Bukarest og derfra til Tulcea, som ligger ved Danube-deltaet. Ja nu er bilen afleveret og vi er endnu engang afhaengige af det offentlige transportsystem!
Haaber I har det skoent allesammen.
mange hilsner og knus fra os (der er traette af toert franskbroed!!)
De sidste fire dage er gaaet i Rumaeniens nordlige del oppe ved Ukraines graense, hvor vi har koert rundt og foelt os som var vi tilbage i 1800-tallet: Hestevogne, traekirker, damplokomotiver, folkedragter, fantastisk ler-strikke-vaeve-haandvark osv osv. Naesten intet har forandret sig de sidste mange hundrede aar. Ingen maskiner, men masser af knoklende rumaenere med leer og river lavet af trae. Fantastisk hvad man kan bygge af trae i det hele taget... Vi boede i et meget autentisk hus og fik hjemmelavet meget autentisk lokal mad hver aften. Maramures, som regionen hed bliver kaldt Rumaeniens hjerte og det kan vi godt forstaa at den goer. En rigtig god oplevelse at komme derop!
Dagen i dag bliver tilbragt i byen Cluj, hvorfra vi kl.22 skal koere i nattog tilbage til Bukarest og derfra til Tulcea, som ligger ved Danube-deltaet. Ja nu er bilen afleveret og vi er endnu engang afhaengige af det offentlige transportsystem!
Haaber I har det skoent allesammen.
mange hilsner og knus fra os (der er traette af toert franskbroed!!)
tirsdag den 7. juli 2009
Piatra Craiului
Det foerste flade smukke stykke af vores vandring. Her foeres stadig landbrug som i rigtig gamle dage.
mandag den 6. juli 2009
Bjergvandring i Piatra Craiului
Tilbage i Brasov efter tre dages bjergbestigning. Musklerne er oemme og vi er smaatraette begge to.
Fordi informationsniveauet var saa ringe, besluttede vi at tage sagen i egen haand og begive os afsted mod Piatra Craiului (en nationalpark ved Fagaras-bjergene) uden at have en konkret destination og uden at vide hvor det ville baere hen. Vi havde gransket et kort over omraadet og havde udset os en lille basecamp i bjergene. Paa stationen stoedte vi ind i en hyperaktiv lille rumaener, en lille hjulbenet, langhaaeret saerling, som meget venligt ville vise os vejen til toget og derfra videre til byen Zarnesti, hvorfra vi vill starte vores vandring. Toget var desvaerre koert, saa vores nye ven og hans to veninder tog os i haanden og fandt en alternativ rute dertil. Det viste sig at de alle tre skulle ud til en cabana (bjerglejr) og fejre pigernes nyligt overstaaede highschool-eksamen. Det var heldigvis en lejr som laa i samme bjergomraade som vores, saa trods vores skepsis over det paafaldende heldige sammentraef, tog vi afsked paa en oede grusvej og skaalede i en soed hjemmebraendt kirsebaervodka. De drog mod vest og vi mod syd igennem en bjergkloeft. Det var en haard opstigning der varede tre timer i skarpt trav og klatring. Vi gik fra Zarnesti i 700 m til Cabana Curmatura i 1400 m. En brat opstigning der taerede godt paa sved og kraefter, men som ogsaa var smuk og spaendende. Paa basecampen slog vi teltet op og oplevede en hel lejr af unge rumaenere, der formentlig fejrede deres weekend langt fra hjemmet. Der var baal og mindre smuk sang til langt ud paa natten.
Dagen efter var maalet at naa bjergets top i 2150 meters hoejde. Vi klatrede, travede, prustede og naaede flere timer efter ryggen af det langstrakte bjerg (1935 m). Herfra havde den mest vidunderlige tur paa toppen af bjergryggen med fantastisk kig til begge sider ud over de omkringliggende bjerge og dale. Flere steder var ryggen kun et par meter bred og nogle steder var vi noedt til at holde fast i permanent opsatte kabler, paa de mest udsatte omraader. Vi naaede dagens maal en time efter og spiste vores frokost ved at shelter paa toppen. Det var fantastisk at opleve. Nedstigningen gik ad en nemmere rute, men taerrede specielt paa laarbasserne. Ved campen igen fik vi velfortjent the og varm vin. Vi overnattede igen og drog dagen efter til byen Zarnesti og fandt en gammel bus der prustende bragte os tilbage til Brasov. Vi var lidt stolte, baade over at have klaret den haarde fysiske udfordring, men ogsaa over at have undgaaet de bjoerne som der findes rigtig mange af i omraadet og som specielt Signe ikke var helt frisk paa at moede.
Nu slutter vi for at tage paa bjoernekig lidt udenfor byen, dog bag lukkede bilruder. Vi haaber I alle har det godt.
Kh Signe og Magnus
Fordi informationsniveauet var saa ringe, besluttede vi at tage sagen i egen haand og begive os afsted mod Piatra Craiului (en nationalpark ved Fagaras-bjergene) uden at have en konkret destination og uden at vide hvor det ville baere hen. Vi havde gransket et kort over omraadet og havde udset os en lille basecamp i bjergene. Paa stationen stoedte vi ind i en hyperaktiv lille rumaener, en lille hjulbenet, langhaaeret saerling, som meget venligt ville vise os vejen til toget og derfra videre til byen Zarnesti, hvorfra vi vill starte vores vandring. Toget var desvaerre koert, saa vores nye ven og hans to veninder tog os i haanden og fandt en alternativ rute dertil. Det viste sig at de alle tre skulle ud til en cabana (bjerglejr) og fejre pigernes nyligt overstaaede highschool-eksamen. Det var heldigvis en lejr som laa i samme bjergomraade som vores, saa trods vores skepsis over det paafaldende heldige sammentraef, tog vi afsked paa en oede grusvej og skaalede i en soed hjemmebraendt kirsebaervodka. De drog mod vest og vi mod syd igennem en bjergkloeft. Det var en haard opstigning der varede tre timer i skarpt trav og klatring. Vi gik fra Zarnesti i 700 m til Cabana Curmatura i 1400 m. En brat opstigning der taerede godt paa sved og kraefter, men som ogsaa var smuk og spaendende. Paa basecampen slog vi teltet op og oplevede en hel lejr af unge rumaenere, der formentlig fejrede deres weekend langt fra hjemmet. Der var baal og mindre smuk sang til langt ud paa natten.
Dagen efter var maalet at naa bjergets top i 2150 meters hoejde. Vi klatrede, travede, prustede og naaede flere timer efter ryggen af det langstrakte bjerg (1935 m). Herfra havde den mest vidunderlige tur paa toppen af bjergryggen med fantastisk kig til begge sider ud over de omkringliggende bjerge og dale. Flere steder var ryggen kun et par meter bred og nogle steder var vi noedt til at holde fast i permanent opsatte kabler, paa de mest udsatte omraader. Vi naaede dagens maal en time efter og spiste vores frokost ved at shelter paa toppen. Det var fantastisk at opleve. Nedstigningen gik ad en nemmere rute, men taerrede specielt paa laarbasserne. Ved campen igen fik vi velfortjent the og varm vin. Vi overnattede igen og drog dagen efter til byen Zarnesti og fandt en gammel bus der prustende bragte os tilbage til Brasov. Vi var lidt stolte, baade over at have klaret den haarde fysiske udfordring, men ogsaa over at have undgaaet de bjoerne som der findes rigtig mange af i omraadet og som specielt Signe ikke var helt frisk paa at moede.
Nu slutter vi for at tage paa bjoernekig lidt udenfor byen, dog bag lukkede bilruder. Vi haaber I alle har det godt.
Kh Signe og Magnus
fredag den 3. juli 2009
De foerste dage i landet
Saa fandt vi en computer her i Rumaenien. Vi befinder os i Brasov. En bjergby ved foden af karpaterne. Vi er glade for at have rejst foer, for det er absolut ikke nemt at rejse i dette land. Informationsniveauet er lig nul og alt hvad vi finder i "Lonely Planet" eller vores "Rough Guide" er lukket ned eller flyttet til en ny location. Vi er jo ligssom vant til at naar alt andet glipper, kan vi altid stole paa boegerne, men slet ikke her. Dette er helt klart et land med muligheder for at tiltraekke mange turister, men der skal vist arbejdes lidt paa sagen inden det sker... Ud over hvor sindssygt irriterende det kan vaere, at ingenting fungerer, saa har det selvfoelgelig ogsaa sin charme. Og naar det foerst lykkes os at finde stierne i bjergene, eller de lokale venlige folk, eller noget andet, saa er her meget meget dejligt.
Vores foerste dag i Bukarest moedte vi en dame, som var paa vej til England for at arbejde som medhjaelper paa et plejehjem i et aar. Hun har mand og tre smaa boern her i Rumaenien, men dette var deres sidste mulighed for at klare sig. Hun er sygeplejerske af uddannelse og har 15 aars erfaring, men da hun tog sin uddannelse under Ceauceascu, virker den kun i Rumaenien. Hun tjener 200 euro om maaneden i Rumaenien som sygeplejerske og det er ikke nok for familien. Problemet er som hun beskrev det, at da Rumaenien blev en del af EU, steg alle priser i landet, men loenningerne fulgte ikke med. Der blev vi lige konfronteret med realiteterne i dette land. Taenk engang...et aar vaek fra sin mand og tre smaa boern for at bo i en eller anden lille landsby paa et plejehjem!! Hun sagde til os: "Romania is a place to visit, not to live in!!". Saa finder man endnu engang lige ud af hvor priviligerede vi er i Danmark!
I dag har vi vandret op paa toppen af bjerget her i byen og tog en kabelbane ned igen. I morgen haaber vi paa at kunne komme afsted paa et flere-dages hike i bjergene (hvis det nogensinde lykkes os at faa det arrangeret...) Signe skal lige overbevises helt om at bjoernene ikke kommer i naerheden af mennesker og at stierne er til at finde, saa vi ikke pludselig er lost i oedemarken... Ja og Magnus er selvfoelgelig helt vild med ideen og glaeder sig til at faa brugt sit nye telt.
Landet her er virkelig en blanding af mange ting. Vi faar baade billeder af Rusland, Tyrkiet, tyrol og saagar ogsaa Mellemamerika med de koloniagtige huse. Her er en blanding af det hele med en god portion oesteuropaeisk "charme" oveni (der er helt sikkert INGEN shopping at goere her!! :-)).
Vi slutter af for nu. Den daglige eftermiddagsregn er overstaaet og solen er fremme igen!
Haaber I alle har det godt derhjemme.
Mange knus fra Rejsende onkel Mac og Signe
Vores foerste dag i Bukarest moedte vi en dame, som var paa vej til England for at arbejde som medhjaelper paa et plejehjem i et aar. Hun har mand og tre smaa boern her i Rumaenien, men dette var deres sidste mulighed for at klare sig. Hun er sygeplejerske af uddannelse og har 15 aars erfaring, men da hun tog sin uddannelse under Ceauceascu, virker den kun i Rumaenien. Hun tjener 200 euro om maaneden i Rumaenien som sygeplejerske og det er ikke nok for familien. Problemet er som hun beskrev det, at da Rumaenien blev en del af EU, steg alle priser i landet, men loenningerne fulgte ikke med. Der blev vi lige konfronteret med realiteterne i dette land. Taenk engang...et aar vaek fra sin mand og tre smaa boern for at bo i en eller anden lille landsby paa et plejehjem!! Hun sagde til os: "Romania is a place to visit, not to live in!!". Saa finder man endnu engang lige ud af hvor priviligerede vi er i Danmark!
I dag har vi vandret op paa toppen af bjerget her i byen og tog en kabelbane ned igen. I morgen haaber vi paa at kunne komme afsted paa et flere-dages hike i bjergene (hvis det nogensinde lykkes os at faa det arrangeret...) Signe skal lige overbevises helt om at bjoernene ikke kommer i naerheden af mennesker og at stierne er til at finde, saa vi ikke pludselig er lost i oedemarken... Ja og Magnus er selvfoelgelig helt vild med ideen og glaeder sig til at faa brugt sit nye telt.
Landet her er virkelig en blanding af mange ting. Vi faar baade billeder af Rusland, Tyrkiet, tyrol og saagar ogsaa Mellemamerika med de koloniagtige huse. Her er en blanding af det hele med en god portion oesteuropaeisk "charme" oveni (der er helt sikkert INGEN shopping at goere her!! :-)).
Vi slutter af for nu. Den daglige eftermiddagsregn er overstaaet og solen er fremme igen!
Haaber I alle har det godt derhjemme.
Mange knus fra Rejsende onkel Mac og Signe
Abonner på:
Opslag (Atom)
