De sidste dage ved Sortehavet

Turen til strandende ved Doi Mai gik forholdsvis smertefrit. Vi mødte en gut fra Bukarest, en bankmand på vores egen alder der senere viste sig at være nudist og småfilosofisk. Vi fulgtes ad, og på den måde strøg vi afsted uden sprogproblemer og orienteringsvanskeligheder. Han var faktisk også årsagen til at Doi Mai blev vores destination, fremfor feks. resort-området Mamaia, som han med væmmelse fortalte om. Vi fandt et ok sted at bo, et grønt sted med masser af blomster og en lille pool. Vi havde egentlig aftalt at vi skulle bo i total luksus de sidste tre dage, men det fandtes simpelthen ikke i Doi Mai. Strandbyen er idag stedet hvor de mere afslappede og boheme typer slår sig ned om sommeren. Det er meget mere afslappet end sine naboer og tiltrækker derfor flere og flere mennesker hvert år. Det varer nok ikke så længe.

Selve kysten var faktisk en anelse skuffende. Det er altid svært at blive positivt overrasket over gode strande når man kommer fra Danmark. Vi havde selvfølgelig regnet med at de var overfyldte, men de var samtidig lidt beskidte og vandet var knap så klart. Vi fandt heldigvis en gammel fiskermole som vi indtog og udnyttede alle tre dage. Her var absolut ingen mennesker og vandet var meget friskere. Vi købte proviant og indtog både morgenmad og frokost derude, næsten uden at forlade molen hele dagen. En enkelt gang drog vi til Vama Veche lidt længere sydpå. Det var som at tage på Roskilde. Der var telte alle vegne, og små boder med mad, smykker og badedyr. Folk var spritstive og godt igang med festen. Det var sjovt at se, men vi var glade for vores mere rolige base. Vi mødtes lidt med vores nye bankven og hans veninde, og kom helt ned i gear inden hjemturen.

Vi var nødt til at tage en sidste overnatning i Bukarest, fordi transportsystemet er så dårligt at vi ikke turde satse på det samme dag vi skulle nå flyet. Bukarest var som vi oplevede det de andre gange meget buzy og enerverende. Det lykkedes os næsten at blive overfaldet af en gadehund som havde set sig sur på os. Signe strøg panikslagen afsted mens Magnus måtte dække med tasken så den ikke bed i nogen. Rabies er meget udbredt og vi havde virkelig ikke lyst til en tur på sygehuset. Sådan en møgkøter.
Et sidste kærligt farvel fra Rumænerne fik vi at føle den dag vi tog hjemad. Vi havde åbenbart ikke forstået billetsystemet i busserne og fik derfor lov til at betale en bøde. Alle vores frustrationer og irritationer over rumænernes manglende smil, åbenhed, hjælpsomhed og forfærdelige mad kom ud af Magnus' mund, direkte i hovedet på de to snotdumme kontrollører der ikke forstod at det var hjælp og ikke straf vi turister har brug for. Aaaaarh!!